 |  |  |  |  |  |  |
Nørregade 26, 1. sal
1165 København K
Danmark
Tlf 35 30 44 00
Fax 35 30 44 01
Intenst og uforglemmeligt
af Nynne Milthers, Holmstrup Efterskole
En dyster forside, hvor kun halvdelen af skuespilleren Ernesto Piga Carbones ansigt er vist. Man ved, at man er på vej ind til en monolog, og for mange unge lyder dette som meget tungt materiale: derudover er det endda en monolog om krigen i Afghanistan, og dèr ville mange give op på forhånd.
Skuespilleren startede ud med en kort præsentation, inden han gik ind i sin rolle. Eller den første af dem – for han skiftede mellem forskellige personer, der har forbindelse til krigen.
Efter kort tid havde jeg fuldstændig ændret mit billede af ham, både som person og som skuespiller, for i starten irriterede han mig en smule. Jeg syntes ikke han virkede, som om han var så interesseret i dét, han skulle til at i gang med.
Men sekundet han var inde i den første personlighed som en ung soldat, der er meget tæt knyttet til sin lillesøster i Danmark, kunne jeg mærke intensitet, der slog benene væk under mig.
Og dét var ikke engang den vildeste del – han holdt mig låst fast i et stærkt og intenst greb i 60 minutter uden at lade mig distrahere for meget af de knirkende sæder, uden at give mig trang til at strække benene, på trods af de hårde sæder uden ryglæn.
Især hans beretning om en talibaner, der giver sig hen til tanken – som ligger ufattelig langt fra hans hverdag, ufattelig i forhold til danskernes livsopfattelse – om at have en kvinde hos sig. Man kommer så tæt på, at man glemmer sig selv som publikum, og man glemmer, at det samme menneske har spillet 4 forskellige personer før det.
Og det er ikke engang, fordi han differentierer så voldsomt imellem de forskellige beretninger.
Vejen fra en dansk journalist til en gammel far til 8 børn virker ikke så lang, når man stiller det op ved siden af hinanden, men det er helheden af hans performance, hans sprog, de historier han fortæller, hans nærværelse.
I det hele er det helt klart ikke en forestilling, man ønsker at gå glip af. Ikke nok med, at det var en helt exceptionel teateroplevelse, man får også som ung et meget større indblik i, hvad der foregår i Afghanistan.
Som et menneske, der igennem mit liv har set utallige forestillinger, er jeg blevet meget kritisk. Jeg er svær at tilfredsstille når det gælder teater, og jeg lægger meget mærke til de små detaljer, der irriterer mig. Men at se tilbage på En dag i Helmand er mærkeligt, for jeg kan ikke se noget negativt (andet end at teatersalen var primitiv, men det kan ikke være Bornholms Teaters skyld).
Alt i alt en meget overbevisende og bemærkelsesværdig forestilling, jeg aldrig vil glemme.
Bornholms Teater: "En dag i Helmand", Esbjerg Ungdomsskole 16. april 2010
En dyster forside, hvor kun halvdelen af skuespilleren Ernesto Piga Carbones ansigt er vist. Man ved, at man er på vej ind til en monolog, og for mange unge lyder dette som meget tungt materiale: derudover er det endda en monolog om krigen i Afghanistan, og dèr ville mange give op på forhånd.
Skuespilleren startede ud med en kort præsentation, inden han gik ind i sin rolle. Eller den første af dem – for han skiftede mellem forskellige personer, der har forbindelse til krigen.
Efter kort tid havde jeg fuldstændig ændret mit billede af ham, både som person og som skuespiller, for i starten irriterede han mig en smule. Jeg syntes ikke han virkede, som om han var så interesseret i dét, han skulle til at i gang med.
Men sekundet han var inde i den første personlighed som en ung soldat, der er meget tæt knyttet til sin lillesøster i Danmark, kunne jeg mærke intensitet, der slog benene væk under mig.
Og dét var ikke engang den vildeste del – han holdt mig låst fast i et stærkt og intenst greb i 60 minutter uden at lade mig distrahere for meget af de knirkende sæder, uden at give mig trang til at strække benene, på trods af de hårde sæder uden ryglæn.
Især hans beretning om en talibaner, der giver sig hen til tanken – som ligger ufattelig langt fra hans hverdag, ufattelig i forhold til danskernes livsopfattelse – om at have en kvinde hos sig. Man kommer så tæt på, at man glemmer sig selv som publikum, og man glemmer, at det samme menneske har spillet 4 forskellige personer før det.
Og det er ikke engang, fordi han differentierer så voldsomt imellem de forskellige beretninger.
Vejen fra en dansk journalist til en gammel far til 8 børn virker ikke så lang, når man stiller det op ved siden af hinanden, men det er helheden af hans performance, hans sprog, de historier han fortæller, hans nærværelse.
I det hele er det helt klart ikke en forestilling, man ønsker at gå glip af. Ikke nok med, at det var en helt exceptionel teateroplevelse, man får også som ung et meget større indblik i, hvad der foregår i Afghanistan.
Som et menneske, der igennem mit liv har set utallige forestillinger, er jeg blevet meget kritisk. Jeg er svær at tilfredsstille når det gælder teater, og jeg lægger meget mærke til de små detaljer, der irriterer mig. Men at se tilbage på En dag i Helmand er mærkeligt, for jeg kan ikke se noget negativt (andet end at teatersalen var primitiv, men det kan ikke være Bornholms Teaters skyld).
Alt i alt en meget overbevisende og bemærkelsesværdig forestilling, jeg aldrig vil glemme.
Bornholms Teater: "En dag i Helmand", Esbjerg Ungdomsskole 16. april 2010
