Nørregade 26, 1. sal
1165 København K
Danmark
Tlf 35 30 44 00
Fax 35 30 44 01
Tilbage til forsiden

Baggrundsviden om festivalen

KLAP - teaterfestival for små og store er årets suverænt største begivenhed for dansk scenekunst for børn og unge.

Det stort anlagte teater-tag-selv-bord afvikles i 2024 for 53. gang, og det er Esbjerg Kommune, der er vært for festivalen. Esbjerg var senest vært for dette store arrangement i 2022.

Ca. 120 professionelle børne- og ungdomsteatre forventes at strømme til i løbet af festivalugen og deltage med over 150 forskellige forestillinger med gratis adgang for store og små mennesker.

Det, der i mange år har været verdens største børneteaterfestival, startede i det små i Herning i 1971 med 15 teatre og 32 opførelser. Året efter rykkede festivalen til Nykøbing Falster (19 teatre og 70 opførelser), hvor man fik hele 12.000 kroner som tilskud til leje af sportshallen.

Siden er det gået stærkt, og festivalen er år for år blevet større og bedre. Målet har fra starten været et kulturelt fremstød i de mest teaterfattige områder, hvor man vil sikre alle børn mulighed for at opleve børneteater.

Gennem alle årene er festivalen blevet organiseret af Teatercentrum, der er en selvejende institution under Kulturministeriet - og finansieret via et driftstilskud fra Kulturministeriet. Selve festivalen betales dog af andre kasser. Festivalkommunerne giver p.t. ca. 5 millioner kroner for en festival. Heraf kommer halvdelen retur fra staten via den såkaldte refusionsordning.

At det kan lade sig gøre at få så meget teater for så relativt få penge, hænger sammen med, at alle deltagende teatre spiller gratis og i øvrigt lægger et stort ekstraarbejde som medhjælp til mørklægning af spillelokaler, billetudlevering og de tusindvis af andre opgaver og udfordringer, der skal løses, når festivalen hvert år møder en ny værtskommune.

For en lille kommune fylder festivalen godt op, når de mange farvestrålende teaterbiler og deres indhold indtager byen. Det er i øvrigt også økonomisk set en rigtig god forretning for festivalområdet, når 450 teaterfolk og mange tusinde festivalgæster skal transporteres, indkvarteres og bespises.

For de lokale børn og deres voksne er festivalen et overflødighedshorn, for de tilrejsende teaterarrangører fra skoler, biblioteker, institutioner, teaterforeninger er det en enestående mulighed for at orientere sig i det store udbud - og for børneteatrene selv er det et livsvigtigt udstillingsvindue med henblik på det efterfølgende salg af turneforestillinger.

Og der er altid nok at se på - og oftest meget godt. Dansk scenekunst for børn og unge hævder sig fornemt på verdensplan både kvalitets- og organisationsmæssigt, og derfor strømmer udenlandske teaterfolk og festivalarrangører hvert år til festivalen for at kigge med og tage kontakt.

I 2025 rejser festivalen videre til en ny værtskommune, hvor teaterfesten foregår i dagene 30. marts - 6. april.

// TILBAGE TIL FORSIDEN //

Mere info

Kommende festivaler

2025
30. marts - 6. april
(værtskommune offentliggøres senere)

2026
19.-26. april
(værtskommune offentliggøres senere)

2027
11.-18. april
(værtskommune offentliggøres senere)

2028
26. marts - 2. april
Esbjerg Kommune

2029
15.-22. april
(værtskommune offentliggøres senere)